Udarbejdet af:

Urinvejsbetændelse

Af praktiserende læge ph.d. Bjarne L. Hansen og læge Philipp Skafte-Holm, Mentor Instituttet

Børn under 1 år får særlig hyppigt urinvejs-betændelse. De typiske tegn er langvarig feber, manglende appetit, klager over hyppig sviende vandladning og ondt i maven. Betændelsen kan behandles med antibiotika. Du kan hjælpe barnet, ved at give det rigeligt at drikke. Du skal ringe til lægen med det samme, hvis barnet bliver sløvt.

Urinvejsbetændelse opstår, når der er for mange bakterier i barnets urin. Bakterierne kommer fra endetarmen. Herfra kravler de op i urinrøret og videre opad mod blæren og nyrerne. Når barnet tisser, tømmes blæren og bakterierne skylles ud. Børn, der har besvær med at tømme blæren helt, har derfor en særlig stor risiko for at få urinvejsbetændelse. Nogle børn har besvær med at tømme blæren på grund af medfødte sygdomme, medens andre børn blot har for travlt med at få overstået toiletbesøget.

Urinvejsbetændelse hos børn forekommer ofte. Det er beregnet, at 3 % af alle piger og 1 % af alle drenge vil få mindst et tilfælde med urinvejsbetændelse. Det er især de helt små børn - under 1 år - der får urinvejsbetændelse. Omkring halvdelen af børnene vil få gentagne tilfælde.

Langvarig feber og klager over ondt i maven er typiske tegn på urinvejsbetændelse. Men sygdommen udvikler sig forskelligt, afhængigt af hvor gammelt barnet er.

Et barn under 2 år vil få høj feber (over 39.0ºC), som ikke bare forsvinder af sig selv - langvarig feber. Barnet bliver sløvt og græder meget. Det spiser mindre end det plejer, og der kan opstå vægttab.

Er barnet mellem 2 og 5 år, vil der tit kun være høj feber (over 39ºC) uden andre tegn på, at barnet er sygt. Efter nogle dage begynder barnet at kaste op og klager over ondt i maven.

Er barnet over 5 år, er det slet ikke sikkert, at det får feber. Og hvis barnet har feber, er temperaturen kun let forhøjet (38.0ºC). Derimod klager barnet over, at det skal tisse hele tiden, og at det gør ondt, når det tisser. Ikke sjældent kan der ses blod i urinen. En del af børnene klager tillige over ondt i maven.

Klik her for at læse om hvordan du vurderer dit syge barn

Medicin

Urinvejsbetændelse skal behandles med antibiotika.


Klik her for at finde døgnåbne apoteker og vagtapoteker i din region

Hvad du selv kan gøre

Har barnet feber, skal det være let påklædt og opholde sig i et køligt rum for at få temperaturen til at falde. Barnet skal have rigeligt at drikke. Når barnet drikker meget, skal det tisse meget og derved skylles bakterierne ud med urinen.

Børn, der har gentagne tilfælde af urinvejsbetændelse, skal lære at tømme blæren helt. Du kan hjælpe barnet ved at sørge for god tid til vandladning, for eksempel ved at læse højt for barnet, medens det tisser.

Kontakt lægen i morgen

Hvis barnet har feber i mere end 4 dage og klager over ondt i maven. Hvis barnet klager over hyppig sviende vandladning. Hvis der er blod i urinen. Hvis barnet er under 2 år og temperaturen er over 39ºC.

Kontakt lægen med det samme

Hvis barnet er sløvt. Hvis temperaturen er over 40,5ºC.


Klik her for at finde nummeret til lægevagten i din region